Achille Mbembe

Nekropolitik

Dette essay er et uomgængeligt bidrag til det 21. århundredes politiske filosofi. Med suverænitetsbegrebet som ledetråd behandler den camerounske filosof, politiske teoretiker og offentlige intellektuelle Achille Mbembe temaer som moderne dødspolitik, senmoderne kolonial besættelse og selvmordsbomberens figur. Gennem en sammentænkning af det koloniale arkiv og den vestlige filosofis kanon repræsenteret ved Hegel og Bataille spørger han ind til hvordan livet, døden og menneskekroppen indskrives i magtens orden i dag. Kolonien bliver derfor paradigmet for hvad der i dag viser sig som det fortrængtes genkomst. “Hvis vi forestiller os politik som en form for krig”, skriver Mbembe, “må vi altså spørge: hvilken plads gives livet, døden og menneskekroppen (i særdeleshed den sårede eller slagne krop)? Hvordan indskrives de i magtens orden?” Besættelsen af Palæstina, militariseringen af hverdagslivet og ressourceudvindingsøkonomiernes nekromagt, der i dag er lukrative foretagender, bruges til at videretænke og kritisere arven fra Foucault, Arendt og Agamben.

 

Denne første oversættelse af Mbembe til dansk indeholder også et essay om afkolonisering af uddannelsesinstitutionerne som konkret, praktisk og programmatisk proces. Dette sker simultant med Mbembes projekt om en diskurs om Afrika fra Afrika – et kontinent der selv inden for megen postkolonial teori, aldrig har haft sin egen stemme.

 

“Allerede en klassiker inden for postkolonial teori.”

– Mikkel Krause Frantzen, Politiken

 

“Oversættelsen giver os nye værktøjer til at forstå og kæmpe mod moderne dødspolitik.”

– Tobias Dias, Standart

 

“Et enestående eksempel på, hvad politisk filosofi og kritisk teori fra et afrikansk perspektiv har at byde på.”

– Andreas Beyer Gregersen, Filosofiske Anmeldelser

 

Kategorier: ,

Beskrivelse

Forlaget Aleatorik, København 2019, 1. udgave, 1. oplag.

Oversat af Gustav Johannes Hoder

Redaktion ved Louise Bundgaard

Udgivet med støtte fra Statens Kunstfond

ISBN: 978-87-97-05491-8

#Følg os på INSTAGRAM.

back to top