Simone Weil (1909-1943), fransk filosof, mystiker, lærer og aktivist. Opvoksede i et sekulært jødisk hjem og diskuterede som 12-årig Platon på oldgræsk med sin bror André. Kandidat i filosofi fra École Normale Supérieure i 1931 på et speciale om Descartes. Derefter arbejdede hun som gymnasielærer og et år på Renault-fabrikkerne. Deltog kort i den spanske borgerkrig på anarkisternes side, men blev overtalt af sine forældre til at vende hjem til Frankrig efter at have trådt i en gryde kogende olie. I den anden halvdel af 30’erne tog Weils tænkning en mere udtalt religiøs og spirituel drejning. Hun flygtede sammen med sine forældre i 1942, først til New York og rejste senere alene til London, hvor hun gennem de frie franske styrker vurderede at være mere brugbar for krigsindsatsen. Det er i denne korte periode frem til hendes tidlige død i 1943, at størstedelen af hendes mest kendte tekster blev skrevet, heriblandt nærværende essay. Titlen i originalmanuskriptet lyder: »Kollektivitet. Person. Upersonlig. Ret. Retfærdighed.« Det blev udgivet i La Table ronde, nr. 36, december 1950 under titlen: »Den menneskelige personlighed, det retfærdige og det uretfærdige.«

 

“Hun taler direkte ind i vores tid.”

– Mikkel Krause Frantzen, Politiken

 

“En klar og appellerende prosa uden fagfilosofiske noter og med få henvisninger, hvilket også har givet hende et stort publikum.”

– Frederik Stjernfelt, Weekendavisen

 

“Det er kærkomment, at man de seneste år har kunnet bevidne en mindre opblomstring i udgivelserne af Weils tekster.”

– Kristoffer Balslev Willert, Information

 

“En profetisk stemme der så udover sin egen tid, en aktivistisk tænker.”

– Alexander Carnera, Le monde diplomatique

 

“En tankeprovokerende tilgang der forhåbentligt kan inspirere til at tænke mere grundlæggende over vores nutidige værdier.”

– Frank Nielsen & Andreas Beyer Gregersen

 

“Tiden lige nu kalder på fransk filosofs vilde sandheder”

– Matthias Dressler-Bredsdorff, Politiken