Simone Weil

    Simone Weil (1909-1943), fransk filosof, mystiker, lærer og aktivist. Opvoksede i et sekulært jødisk hjem og diskuterede som 12-årig Platon på oldgræsk med sin bror André. Kandidat i filosofi fra École Normale Supérieure i 1931 på et speciale om Descartes. Derefter arbejdede hun som gymnasielærer og et år på Renault-fabrikkerne. Deltog kort i den spanske borgerkrig på anarkisternes side, men blev overtalt af sine forældre til at vende hjem til Frankrig efter at have trådt i en gryde kogende olie. I den anden halvdel af 30’erne tog Weils tænkning en mere udtalt religiøs og spirituel drejning. Hun flygtede sammen med sine forældre i 1942, først til New York og rejste senere alene til London, hvor hun gennem de frie franske styrker vurderede at være mere brugbar for krigsindsatsen. Det er i denne korte periode frem til hendes tidlige død i 1943, at størstedelen af hendes mest kendte tekster blev skrevet, heriblandt nærværende essay. Titlen i originalmanuskriptet lyder: »Kollektivitet. Person. Upersonlig. Ret. Retfærdighed.« Det blev udgivet i La Table ronde, nr. 36, december 1950 under titlen: »Den menneskelige personlighed, det retfærdige og det uretfærdige

    Oversat af Louise Bundgaard

    Fra “La personne et le sacré”, Écrits de Londres et dernières lettres, Gallimard 1957

    Forlaget Aleatorik, København 2019 2. oplag, 1. udgave

    Udgivet med støtte fra Statens Kunstfond