Simone Weil (1909-1943) var filosof og politisk aktivist. Efter en kort ansættelse som gymnasielærer tog hun arbejde på Renault-fabrikkerne for bedre at forstå de moderne industriarbejderes vilkår. Hun kæmpede i den spanske borgerkrig på anarkisternes side, og assisterede den franske eksilregering i London, før hun døde i en selvbestaltet sultestrejke.

Gennem hele sit liv skrev hun hovedsageligt i sine notesbøger, og udgav meget lidt. Hun skrev størstedelen af sine centrale tekster i de sidste par år af sit liv, herunder Personen og det hellige, som er et forsøg på at bygge en religiøs etik på det faktum, at der er noget upersonligt helligt i enhver person. Note om afskaffelsen af de politiske partier er hendes kritik af enhver partitagens ødelæggelse af sandheden i politik.

Den store forventning, udgivet på dansk i 1957, Brev til en gejstlig, udgivet på dansk i 1984, La pesanteur et la grâce (Tyngdekraften og nåden, under oversættelse på Virkelig) fra 1947 og Illiaden eller et digt om styrken, udgivet af Forlaget Virkelig i 2019, er alle skrevet i perioden før nazisternes invasion af Frankrig. Weil boede på det tidspunkt hos den katolske præst og økologiske landmand Gustave Thibon, og det var ham der udvalgte de passager fra hendes notesbøger, der i 1947 blev udgivet under titlen La pesanteur et la grâce.