Jacques Derrida (1930-2004) var filosof. Han var leder af École des Hautes Études en Science Sociales i Paris og professor ved University of California, Irvine, og kendt som en ivrig forelæser verden over. Han kendes først og fremmest som hovedeksponenten for dekonstruktion, en filosofisk metode og videreførelse af Martin Heideggers ide om destruktion, som han definerede i tre separate udgivelser fra 1967: Om grammatologi, Stemmen og fænomenet og Differance. Den vestlige filosofi må ifølge Derrida afmonteres »indefra« ved at vise, hvordan enhver modsætning altid priviligerer den ene pol: nærvær/fravær, stemme/skrift, identitet/forskel og så videre. Denne metode er definerende for det 20. århundredes filosofi, idet den har givet anledning til filosofiske nybrud såsom Judith Butlers dekonstruktion af kønsforskellen og feminismens subjekt, kanonkritikken samt utallige andre.

I løbet af 70’erne og 80’erne blev Derrida et kendt navn, først i forbindelse med den akademiske interesse for hans værker i USA, og dernæst som et resultatet af 80’ernes amerikanske kulturkrige. Han fortsatte med at dekonstruere den nyere europæiske filosofihistories kendte navne, såsom Karl Marx, Sigmund Freud og Martin Heidegger, og havde også et fortløbende litterært engagement, som grænser til det selvbiografiske. Han var også en af de første klassisk uddannede filosoffer, der for alvor interesserede sig for film og fjernsyn som medie. Mange af disse temaer løber sammen i Arkivfeber fra 1995, som er udgivet i dansk oversættelse på Aleatorik, der første gang blev holdt som et foredrag på Freud-museet i London. Hans indflydelse i Danmark har været betydelig, og i 2001 var han inviteret til Kolding for at tale.