Donatella di cesare
Donatella Di Cesare (1956-) er politisk filosof, redaktør og professor i teoretisk filosofi ved Roms Universitet (Sapienza). Som Hans-Georg Gadamers sidste elev er hendes filosofiske udgangspunkt hermeneutisk og fænomenologisk, hvilket hun gennem sit forfatterskab bruger i sin læsning af en række samtidsfænomener: brugen af tortur, global terrorisme, flygtninge og suverænitet med mere. Hun slog internationalt igennem med værket De sorte hæfter. Heidegger og jøderne, som blev et vigtigt indlæg i debatten om Heideggers antisemitisme – en debat der medførte, at hun trak sig som næstforperson for Martin Heidegger-selskabet.
Hun er i øjeblikket en af de vigtigste politiske italienske intellektuelle og bidrog med Suveræn Virus? Den kapitalistiske åndenød til diskussionen om statens håndtering af coronakrisen og dennes sammenhæng med en række andre politisk-filosofiske tematikker: Forestillinger om verdens undergang, undtagelsestilstand, regering ved hjælp af frygt, konspirationer og ekspertvælde er nogle af de emner, hun behandler i sit forfatterskab, som langtfra er afsluttet. Senest har hun blandet sig i debatten om oprustning i Europa efter Ruslands invasion af Ukraine.
Bibliografi på dansk: Donatella Di Cesare
Suveræn Virus? Den kapitalistiske åndenød (2022), Aleatorik. Oversat af Conni-Kay Jørgensen.
Tortur (2017), Vandkunsten. Oversat af Conni-Kay Jørgensen.
Heidegger og jøderne: de “sorte hæfter” (2015), Vandkunsten. Oversat af Conni-Kay Jørgensen.
Interviews:
“Filosof med livvagt”, interview af Joakim Jakobsen, Weekendavisen, 9. oktober 2015.